Nyhedsarkiv

06-07-16 19:40

Familienetværkene på Lolland og Falster fortsætter

Samvirkende Menighedsplejer kan også i det kommende år videreføre det familienetværksarbejde, der blev igangsat på Lolland og Falster i 2013.

Med forbillede i Minihøjskolen i Rødbyhavn, der bestod i forvejen, kom arbejdet i gang i 2013, og siden da har der udviklet sig netværk for sårbare børnefamilier i menighedsplejerne i Nykøbing Falster, Holeby, Nakskov og på Nordfalster. Et nyt netværk er under udvikling i Nysted og Horslunde-området, der har været med tidligere, kommer måske med igen. Også på Langeland er der udviklet et netværk.

Arbejdet, der koordineres af Samvirkende Menighedsplejers medarbejder i området, Mei Petersen, kom i gang finansieret af midler fra Socialministeriet, og ministeriet er stadig inde over med støtte. Den vigtigste finansiering af arbejdet kommer dog nu fra de to genbrugsbutikker i Nykøbing Falster og Rudkøbing. I Nykøbing Falster er nogle af deltagerne i familienetværket nu også blevet engageret i butikkens arbejde, fordi de finder det interessant på den måde at støtte om den indsats, de selv har gavn af.

I Samvirkende Menighedsplejer er vi meget glade for den vækst, familiearbejdet har fået i menighedsplejerne i denne del af landet, og det er vort mål at få midler til at kunne hjælpe med også at udbrede det andre steder i landet. Hos de mange sogne, der har deltaget i Folkekirkens Feriehjælp med børnefamilier, der kom på ferie, er der en stigende interesse for at igangsætte netværksinitiativer til gavn både for børnene og de voksne i familierne.


Tilbage