Udgivet af Anonym, tir d. 10. apr 2018, kl. 08:48

Den vigtige besøgstjeneste

Lolland-Falsters Folketidende, 7. april 2018 


Rudbjerg Menighedspleje laver info-møde og minikursus for besøgsvenner.

GLOSLUNDE Rudbjerg Menighedspleje har fået ny besøgskoordinator, Mona Nielsen, som man kan hilse på i forbindelse med et minikursus for besøgsvenner og potentielle besøgsvenner onsdag 11. april klokken 11-14 i Gloslunde Præstegård.
Besøgstjenesten er en vigtig del af menighedsplejen og bæres af frivillige.
Måske har nogen lyst til arbejdet, men er lidt usikre på, hvad det indebærer.
Til at fortælle om det kommer besøgstjenesteleder i Samvirkende Menighedsplejer, sygeplejerske Helle Engelsborg Olsen, til Gloslunde Præstegård, hvor hun fortæller om, hvad ensomhed gør ved et menneske, og hvad en besøgsven kan tilbyde.


Det viser sig nemlig, at arbejdet som frivillig besøgsven også kan være berigende for besøgsvennen.
Helle Engelsborg Olsen mener, at en besøgsven kan gøre en verden til forskel i et andet menneskes liv.
Omsorgen for de frivillige og det netværk, de frivillige danner, er også vigtige elementer i en velfungerende besøgstjeneste.
Der er frokost midt på dagen, og af hensyn til det skal de, der er interesserede, tilmelde sig til menighedsplejens formand, Bjarne Enemark, senest på tirsdag klokken 12.

Kategorier Besøgstjeneste