Udgivet man d. 4. mar 2019, kl. 12:00

Aalborgprovstiers Menighedspleje har fået ny koordinator for Aflastningstjenesten og Vågetjenesten.

Hun hedder Sigrid Ringström, er 36 år og er akutsygeplejerske på Aalborg Universitetshospital. Hun har mange års erfaring som vågekone, sorggruppeleder, fundraiser, foredragsholder og i undervisning af frivilligt arbejde.

Sigrid er ansat til at koordinere Aflastningstjenesten og Vågetjenesten i Aalborg, med et virkefelt i hele Aalborg Kommune. Arbejdet baserer sig på de 42 sogne, som er medlemmer af Aalborgprovstiers Menighedspleje.

Sigrid afløste den tidligere koordinator Birgitte Viftrup Mortensen, som havde været ansat siden 2011. Birgitte stoppede som koordinator, da hun skulle starte et nyt kapitel i sit liv som præst i den danske Folkekirke.

Her ser vi den afgåede koordinator Birgitte Viftrup Mortensen
og den nye koordinator Sigrid Ringström (forrest i billedet)


Aalborg provstiers Menighedspleje har nu i 7 år haft en koordinator ansat til at koordinere arbejdet for udsatte ældre. Lønnen dækkes af de sogne, der er tilknyttet menighedsplejen samt af overskuddet fra den lokale genbrugsbutik - Kirkens Genbrug. Samvirkende Menighedsplejer bidrog i opstartsfasen med lønnen til koordinatoren. 

I Ålborg Menighedspleje har man særligt fokus på at støtte personer med demens samt aflaste de pårørende. Menighedsplejen har sammen med Aalborg Kommunes Videnscenter for demens lavet flere projekter for at styrke deres indsats for netop denne målgruppe. En anden væsentlig indsats for menighedsplejen er Vågetjenesten, hvor vågekoner tager ud på både sygehuse, plejehjem og i borgeres eget hjem og våger i livets sidste timer. Støtten gives både til dem, der ikke har nogen pårørende, og der hvor de pårørende har brug for hjælp.

Læs mere om Aalborgprovstiers Menighedsplejes arbejde og om Sigrids koordineringsopgaver på deres hjemmeside: www.aalborgprovstiersmenighedspleje.dk. Her kan du også se en video om deres demensprojekt "Frikvarter til pårørende".

Kategorier Nyheder