Udgivet ons d. 6. mar 2019, kl. 15:58

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har udarbejdet et hæfte for Socialstyrelsen, der samler erfaringer fra 10 meget forskellige satspuljeprojekter, inklusiv Samvirkende Menighedsplejer, der har arbejdet med peer-to-peer tanken fra 2016 til og med 2018.

Der er mange gevinster at hente, når mennesker med fælles livserfaringer med fx psykiske lidelser mødes i frivillige fællesskaber. Der er dog også udfordringer, man bør tage højde for. I inspirationshæftet er der gode råd til etableringen af frivillige peer-to-peer-fællesskaber mellem mennesker, der deler erfaringer med fx misbrug, hjemløshed, ensomhed eller psykiske problemer. Disse fællesskaber kan skabe værdi for både deltagerne, frivillige foreninger og medvirkende kommuner. Det fremgår dog også af hæftet, at resultaterne ikke kommer af sig selv, men kræver vedholdende arbejde, og at der er udfordringer man bør tage højde for, bl.a. i forbindelse med organisering og samarbejde.

Erfaringerne fra Samvirkende Menighedsplejers peer-to-peer- projekt kaldt ”Samvær i en ligeværdig relation” har i lighed med de øvrige 9 projekter været at modtagerne af peer-støtten, har oplevet nærvær, forståelse og et øget håb. En lang række af deltagerne nævner i hæftet, at peer-fællesskaberne har hjulpet dem til at bryde med deres tendens til at isolere sig og givet dem nye oplevelser.

I hæftet udarbejdet for Socialstyrelsen af VIVE, kan man også læse hvad udbyttet for peer-støtterne har været samt hvad arbejdet med peer-to-peer tanken har betydet for frivillige organisationer og kommuner. VIVEs evaluering af projekterne viser samlet set, at fællesskaberne rummer både muligheder og udfordringer. Læs mere her.

Ønsker du at vide mere om Samvirkende Menighedsplejers peer-to-peer- projekt kaldt ”Samvær i en ligeværdig relation” kan du læse mere her på hjemmesiden eller sende en mail til konsulent Mei Petersen, klp@menighedsplejer.dk.

Kategorier Peer-to-peer