Udgivet af Mette Møbjerg Madsen, tir d. 21. maj 2019, kl. 15:30

16 mennesker var samlet til workshoppen ”Unge som målgruppe” på Samvirkende Menighedsplejers årsmøde i Middelfart.

Kirke- og kulturmedarbejder Tina Juhl Søgaard fra Gauerslund Sogn holdt oplæg om Talk and Chill, det er en samtalegruppe for unge drenge og piger fra 7. til 9. klasse. Gruppen arbejder ud fra metoden Livets Træ, der er udviklet af børnepsykolog Ncazelo Ncube fra Zimbabwe.

På workshoppen prøvede deltagerne forskellige lege, som Tina og hendes kollegaer bruger i samtalegruppen. Den ene leg var en fortælleleg. Hver deltager tog en ting (Tina havde købt en masse små ting i den lokale genbrugsbutik fx en legetøjsflyver, en regnemaskine, en sjov kop, en tom beholder fra Vanish osv.). Deltagerne fortalte på tur, om hvad den valgte ting, sagde om dem som menneske.  En af deltagerne fortalte en meget personlig og rørende historie ud fra en plastik hest.

Sanne Damborg, der er sognemedhjælper i Haraldskirken, var en af deltagerne ved workshoppen. Hun fortæller følgende:

“Det var spændende at høre om Talk and Chill i Gauerslund. Jeg kunne tydelige høre, at Tina og hendes kollegaer havde arbejdet grundigt med konceptet. Hvor var det dejligt, at Tina gerne ville dele ud af hendes erfaring og deres materiale. På workshoppen prøvede vi en af de lege, gruppen bruger. Den kan jeg sagtens bruge i mit arbejde ikke kun med unge, men også med ældre”.

Hvis man vil vide mere om metoden Livets Træ eller ønsker materiale til samtalegruppe for unge, kan man tage kontakt til Tina Juhl Søgaard på mail: tinajuhlsogaard@gmail.com

Kontakt konsulent Mei Petersen for mere viden om unge som målgruppe mail: klp@menighedsplejer.dk .

Tilbage til nyhedsbrev!

Kategorier Nyhedsbrev 4