Udgivet fre d. 7. jun 2019, kl. 00:00

Et møde i kommunen om § 18 ansøgninger satte mig på sporet til en ny idé. Kommunen ville støtte tiltag om netværk for mænd. Mange mænd, der mister deres livsledsager, er udfordret i forhold til at få lavet mad. Jeg ansøgte om midler til projekt "Mandemad". Da pengene var i hus, havde jeg samlet en gruppe af mænd og en erfaren pensioneret kok ville være frivillig.

Gruppen har nu fungeret i 3 år og for nylig holdt de afslutning ind for sommeren. Jeg var inviteret med og sammen satte vi ord på hvad dette tiltag betyder for mændene. 

De behøver ikke at sige så meget for glæden ved at mødes stråler ud af dem. De er hurtigt inde i den vante jargon og indtager pladserne omkring bordet. Kokken Kurt har opgaver til alle, i dag skal de lave blåmuslinger med lækkert tilbehør og kage til dessert.

Hvad får de ud af at komme?
En sætter perspektiv på det, da han siger, ”ja jeg kommer egentlig ikke for at lave mad men det er det sociale fællesskab der virkelig betyder noget for mig ”. Alle rundt om bordet er enige, det er netværket, der er opstået imellem dem, mens de har lavet mad, der virkelig batter noget for dem. At de så også er blevet inspireret i forhold til at lave mad er en side gevinst.


Jeg bliver varm om hjertet, min arbejdsindsats har ikke været stor, men det her betyder virkelig noget for mændene. Endnu en frivillig er tilknyttet projektet, hun ringer rundt før hver mødegang for at høre, hvem der kommer. Det er både for at planlægge madindkøb, men sandelig også for at holde sammen på gruppen. De samtaler, der føres er ikke uvæsentlige for gruppens succes. Så to gode frivillige, en gruppe mænd og en ansøgning til kommunen og så var vi klar til start.

Maden smagte virkelig godt, de har lært noget igennem de 3 år.

Eva Christoffersen, leder af sorgstøtte arbejdet i SMP.

Kategorier Nyheder