Udgivet ons d. 5. jun 2019, kl. 12:00

I Højdevang Sogn på Amager blomstrer diakonien med mange aktiviteter. Kirke- og kulturmedarbejder Irene von Folsach arbejder f.eks. på at udvide besøgstjenesten.

Den 21. maj blev arrangementet ”Samtaler om Besøgstjenesten” afviklet. Arrangementet havde været opslået i sognets avis og på kirkens hjemmeside. Kirken havde også inviteret nabosognene med henblik på at åbne til samarbejde om opgaven.

Blandt deltagerne var repræsentanter fra menighedsrådet og menigheden, erfarne besøgsvenner og interesserede fra sognet og nabosogne. Der kom også en kommunal ansat, der med sin viden vil arbejde på at blive lokal brobygger mellem ensomme ældre og besøgstjenesten.

Samvirkende Menighedsplejers besøgstjenesteleder Helle Engelsborg Olsen holdt oplæg og fortalte om sine erfaringer med besøgstjenesten.

Som led i arbejdet med besøgstjenesten deltager Irene von Folsach i netværk af koordinatorer for besøgstjenesterne som ledes af Helle. Hvis du har interesse i at deltage i netværket, eller vil etablere et tilsvarende netværk lokalt i dit område, hjælper vi jer gerne i gang.


Kategorier Besøgstjeneste