Udgivet man d. 30. sep 2019, kl. 00:00

Tirsdag den 24-9 begyndte jeg som frivillig besøgsven. Det går i korte træk ud på at komme og snakke med et menneske der er opholder sig i kortere eller længere tid på Frederiksberg Kommunes Rehabilitering og som ikke har pårørende at snakke med undervejs. Det er altid dejligt at møde nye mennesker, men når der nærmest er tale om en blind date er det mere spændende. Vil vi have noget at snakke om? Vil han/hun kunne lide mit selskab? Vil tiden føles lang? Kan jeg overhovedet bringe noget til situationen? Alle den slags overvejelser går gennem mit hoved som jeg er på vej op ad trappen. Jeg finder straks Birgitte, min kontaktperson, og min nye veninde. Og når jeg siger veninde, så er det ikke en frivol brug af ordet, men den helt ægte følelse jeg hurtigt fik og gik hjem med. Jeg mødte en dame der virkelig trængte til lidt selskab og som havde glædet sig til at møde mig. Vi tilbragte godt to timer i hinandens selskab og tiden fløj afsted. Det var en samtale der meget hurtigt blev dyb og vigtig for os begge og da vi skiltes havde vi aftalt at ses igen en uge senere. Dette er naturligvis en kort og lidt fåmælt beskrivelse af hvad der blev talt om, men ikke desto mindre vil jeg sige at det er længe siden jeg har talt med et menneske om så væsentlige ting.

Da jeg gik der fra kunne jeg mærke en dejlig følelse af ro og fred i både krop og sind og det slog mig hvor meget jeg havde trængt til at der var nogen der ventede på mig med glæde og kaffe. Det var som at komme hjem i en eller anden forstand og jeg glæder mig meget til næste tirsdag.

Louise/over and out.
(Besøgsvenskabsprojektet foregår i et samarbejde mellem Samvirkende Menighedsplejer og Frederiksberg Kommune, red.)

Fotograf: Ellen Margrethe Laugesen

Kategorier Louises blog