Udgivet man d. 4. nov 2019, kl. 15:00

Jeg var vældig spændt på at høre hvordan det så var gået med at se de gamle veninder. Så jeg sprang straks til ”Hvordan gik det?”, ”Det gik rigtig skidt” lød svaret. Jeg kunne godt mærke hvor meget det påvirkede mig og jeg skulle lige tage fat i mig selv inden jeg spurgte videre ind til forløbet.

Veninderne havde ikke kunnet finde stedet, min veninde var ikke blevet helt klar til tiden og kaffebordet var ikke dækket. Alt sammen noget der for min veninde kunne have ødelagt alt, men – det gjorde det naturligvis ikke. Veninderne fandt stedet med noget besvær, der blev organiseret kaffe og kager havde de også med. Der var masser af blomster og hilsener fra andre venner. Da de skiltes efter tre timer havde de grinet, grædt og talt om alle de ting der er væsentlige og flygtige. Alle, inklusiv min veninde, glemte at hun sidder i kørestol, så da de går, skilles de som i gamle dage. Det betød det var lidt svært for min veninde at komme derfra.

Min veninde og jeg snakkede om det hele og vendte og drejede det skete. Hvad der til at begynde med var blevet betegnet som noget der var gået skidt, endte med at vise sig som den succesoplevelse, det egentlig var. I stedet for at fokusere på alt det der kunne have været anderledes, så min veninde nu, hvor dejligt det havde været. Både at veninderne kom og snakkede og at de havde hilsener med fra folk min veninde troede havde glemt alt om hende, men også at de lovede at komme igen. Med lys og energi i øjnene fortalte min veninde om alle disse mennesker der er og var så vigtige i hendes liv og ungdom. For mig var det smukkeste at se hende glemme sine begrænsninger, glemme sin udsatte livssituation og bare være fuldt tilstede i øjeblikket.

Kategorier Louises blog