Udgivet man d. 25. nov 2019, kl. 16:00

Min veninde sad og ventede i spisestuen. På spørgsmålet ”Hvordan går det” sagde hun ” Det går rigtig skidt”. Det gør det selvfølgelig når man har været indlagt i 5-6 måneder, men det nev mig nu stadig i hjertet. Jeg rullede hende med ind i en lille opholdsstue, fik hentet kaffe og lukket døren, så vi kunne tale privat sammen. Hun fortalte mig om, hvor svært det er, at være helt afhængig af andre menneskers hjælp. Hvordan selv små ting, som vi andre tager for givet, hurtigt kan opleves som store fortrædeligheder og uoverstigelige forhindringer, der let kan blive til konflikter i ren og skær afmagtsfølelse. Hvordan det tærer på psyken, på selvværdet, på hvordan man oplever sig selv som et rigtigt menneske.

DET VAR SVÆRT.

Hvad skal jeg sige? Hvad skal jeg gøre? Skal/kan jeg gøre noget?

Spørgsmålene overdøvede nærmest hinanden i knolden på mig. Jeg trak vejret dybt og så formede der sig en klar tanke i min hjerne. Hvordan hjælper jeg min veninde bedst her og nu! Jeg startede selvfølgelig med at lytte og rumme det talte. Så begyndte jeg sammen med hende at nedtrappe konflikterne. I fællesskab søgte vi at finde nye måder at kommunikere med de pågældende personer. Perspektivere, nedruste, afmontere det, der føles så umenneskeligt, når man sidder der, som min veninde nu havde gjort i knap 6 måneder – fuldstændig prisgivet andre menneskers pleje og opmærksomhed. Det gør jeg ikke af et misforstået hensyn til plejepersonalet. Men fordi min veninde skal kunne holde ud at være, hvor hun er, også når jeg er gået og der er en uge til at der kommer besøg igen.

Som hendes besøgsven/sjælesørger, er det min fornemmeste opgave at lade hende få luft, og mulighed for at agere som det menneske og intellektsvæsen hun så afgjort er. Det er hos mig hun kan få spejlet det menneske, som hun nemt kan glemme, at hun også er. Min veninde er ikke kun underlagt andre mennesker. Om det så er familie eller plejepersonale er ikke afgørende. Det afgørende er, at insistere på hendes værdighed, derved bliver vi alle mere værdige. Og det er her jeg som hendes besøgsven kan gøre den helt store forskel.


Billedet er taget af Ellen Margrethe Laugesen.

Kategorier Louises blog