Udgivet fre d. 22. nov 2019, kl. 09:00

Jeg har set min veninde hver tirsdag siden 24 september uden undtagelse. Det lyder ikke af meget når jeg ser det på skrift, men det føles som et langt længere bekendtskab – i den bedst tænkelige forstand. Jeg har aldrig været i denne sjælesorgs-/besøgsven situation før, men har egentlig altid følt, at det kaldte på mig.

Det er en forunderlig ting at skulle hæve sig over ens egen hverdags udfordringer – og bare være der for et andet menneske. Det er selvfølgelig et omdrejningspunkt for min personlige tro og en naturlig del af det, der kalder på mig i min fremtid som præst. Alligevel er det noget helt enestående at komme ud, som jeg har fået muligheden for her hos Samvirkende Menighedsplejere. Jeg står her fuldstændig som mig selv samtidig med, at jeg har noget meget større i ryggen. Jeg er jo en meget voksen dame, og deri er der en 51-årig livserfaring indlagt i mig. Jeg nyder den store luksus at læse teologi på Københavns Universitet (det går ovenikøbet ret godt), men det, der gør den afgørende forskel for mig, som jeg står der - på den regnvåde parkeringsplads – er, at jeg har min Gudstro med mig i alt, hvad jeg er og alt hvad jeg gør. Det er det, der gør, at jeg, uanset, hvordan jeg måtte have det selv i mit private liv, kan komme og være der for et andet menneske tirsdag efter tirsdag. Jeg har ikke nødig at bekymre mig, om jeg nu også er veloplagt, eller om jeg orker, for jeg har noget større med i rygsækken, jeg er ikke alene.

Det skriver jeg til mine eventuelle læsere for at sig: Frygt ej. Tøv ej. Du kan tro du kan det her og der er en guldmine af menneskelig og åndelig karakter der bare venter på netop dig som besøgsven/sjælesørger. Det er bare afsted.

Billedet af roserne er taget af Ellen Margrethe Laugesen

Kategorier Louises blog