Udgivet man d. 9. dec 2019, kl. 15:57

Jeg kom for at besøge min veninde i det mørke og våde efterår. Da jeg kom ind kunne jeg med det samme se at der var noget på færde. ”Jeg har fået plejehjemsplads, og det er det sted jeg helst ville bo”. Hendes glæde var ikke til at tage fejl af. Hendes humør var naturligt ikke trist og tungt som da jeg sidst havde set hende. Jeg foreslog vi fandt en af de små dagligstuer hvor vi så kunne sidde roligt sammen, så hun kunne fortælle mig alt, hvad der var sket siden sidst. Da vi så sidder der i ro og mag, og jeg spørger hende om hun ikke er glad for denne udsigt til endelig, efter næsten 6 måneder som indlagt, at få sit eget lille helle på den ønskede plejehjem, svarede hun nej. Hendes humør skiftede til det stik modsatte og tårerne vældede op i hendes øjne. ”Alle siger jeg skal være så taknemmelig for at have fået den her plads, men jeg kan ikke mærke nogen taknemmelighed i mig overhovedet. Jeg kan kun mærke hvor ulykkelig jeg er over at jeg ikke kan komme op og gå. At jeg altid skal være fanget i den her kørestol, det er så forfærdeligt”.

Det er en naturlig reaktion at blive ulykkelig, når det endelig ser ud til, at man kan få det man har ønsket sig i så lang tid. Der er mange komponenter med i den ligning. Udmattelsen slår endelig igennem med fuld kraft, og man mærker hvor hårdt det har været at være i en tidsubestemt krisesituation. Denne flytning er formodentligt den sidste i ens liv, og det i sig selv er næsten en ufattelig realisation for et menneske. Nu SKAL man være glad, og hvad nu hvis man ikke er det? Er man så utaknemmelig? Barnlig? Umulig at stille tilfreds? Jeg vil sige, dig, det er man ikke. Man er bare et menneske.

Jeg lyttede til alle hendes bekymringer om de praktiske problemer, om de familiære problemer, om hendes ængstelse for at det ikke ville blive bedre der, hvor hun nu skulle hen. Jeg hørte på alt, hvad hun havde behov for at få luft for. Og da hun var færdig, sagde jeg til hende, at jeg godt kan forstå hende, og jeg ikke tror, at det kun er hende, der kan reagere sådan på en glædelig nyhed. Det er en menneskelig reaktion taget situationen i betragtning. Og at, en anden efterårsdag en gang i fremtiden kan det være, at det er mig der græder over at finde mig selv i samme situation, uanset hvor meget man aldrig tror, det sker for en selv. Det, at hun ikke er mere forkert end alle os andre, og at det er i orden ikke at være glad, hjalp på humøret. Vi sagde farvel og aftalte, at jeg skulle komme og besøge hende tirsdagen efter i hendes nye hjem. Jeg gik ud i det kolde mørke igen og skuttede mig, mens jeg håbede og bad til at denne flytning vil være en lykkelig en.

GÅ TIL NÆSTE BLOG

Foto er taget af Ellen Margrethe Laugesen

Kategorier Louises blog