Udgivet ons d. 11. dec 2019, kl. 00:00

Det nye sted, min veninde nu er flyttet til, er meget stort, og det tog mig noget tid at finde hende. Da det endelig lykkedes, fandt jeg hende siddende i sin nye lejlighed i sin egen lænestol omgivet af sine egne møbler, billeder, bøger, ting og sager, der alt sammen er et udtryk for, hvad vi mennesker samler sammen i løbet af et liv. Det så hyggeligt ud, men hun så til gengæld ikke særlig glad ud. Og adspurgt om, hvordan hun havde det, svarede hun helt ærligt at hun ”havde det ad helvede til”. Det store pres og tiltagende stress, der følger med et sådant skift i ens liv, havde sendt hende til tælling. Der er nye folk omkring hende, de kender ikke hende og omvendt, der er vanskeligheder, og sådan nogle er der ved de fleste flytninger, men her er hun underlagt og afhængig af pleje og hjælp til alt. Det er en udfordring at få en balance, ro og glæde ind i sit liv, når man føler sig udsat. Min veninde har hele tiden givet udtryk for, hvor vigtigt det er for hende at kunne vende disse ting med mig – som i et andet menneske der ikke er ansat til det – at få luft, græde og grine, uden at skulle vægte sine ord. Det frivillige aspekt er af enorm betydning i denne sammenhæng, netop at man kun kommer for at være med den anden person, er der ikke for at pleje eller ordne noget, men alene for at være – sammen.

Vi talte frem og tilbage om det nye sted, der på mig virker rigtig rart, og har små haver udenfor. Vi talte om at lægge blomsterløg i de små krukker, der står ude i hendes lille have. Jeg fortalte om min sidste flytning, hvor jeg igennem 3 uger kun havde en noget ældre standerlampe som belysning, det var bare et billede på, hvordan det tager tid at komme på plads efter en flytning. Det er ikke optimalt, men det kan godt lade sig gøre for en lille tid.

Hendes bekymring om ikke at kunne falde til, trængte sig på. ”Hvad nu hvis de ikke kan lide mig?” Spurgte hun, vist både sig selv og mig. Og jeg kom til at tænke på min egen dreng og hans spørgsmål af fuldstændig samme slags. ”Hvad nu hvis de ikke kan lide mig”?

Det er meget svært. Hvad skal man svare? Her vil jeg selvfølgelig gerne kunne sige,” Det vil de da”. Det er bare ikke sikkert at det er sådan i virkeligheden. Hvad end man er en dreng på 10 eller en dame midt 70èrne, så er andres accept afgørende for, hvordan vi mennesker trives. Hvis andre kendte henholdsvis drengen og damen, sådan som jeg kender dem, ville det ikke være et problem – det meget svære her er, at det i begge tilfælde er udenfor min påvirkning. Som frivillig er jeg her ikke for at fikse min venindes liv, jeg er her for at være med hende. 

GÅ TIL NÆSTE BLOG

Foto taget af Ellen Margrethe Laugesen

Kategorier Louises blog