Udgivet tor d. 19. dec 2019, kl. 00:00

Dette er den sidste optegning i denne omgang. Jeg vil fortsat besøge min veninde om tirsdagen, men både hun og I andre skal have (jule) fred for mine skriverier. Jeg står overfor en jul med masser af eksamenslæsning og gås. (Kan virkelig godt lide begge dele!!).

Det har været en glæde at skrive lidt her, om noget som optager så stor en del af mine teologiske overvejelser, så mange tak for pladsen og jeres tid.

Sidste tirsdag kom jeg igen på besøg i de nye omgivelser min veninde nu befinder sig i. Hun startede med at sige ”Jeg vil flytte”, det var ikke blevet nemmere siden vi så hinanden sidste gang. Det, der kom helt op til overfladen, var netop det her med, at dette er det sidste sted hun skal bo. At nu er der ikke rigtig flere flytninger eller forbedringer at se frem til. Hendes utilfredshed var tydelig. Der er sådan set ikke noget nyt i at det er svært at være i hendes situation, men det er vigtigt at pointere, hvor meget det betyder og gavner for mennesker i denne og lignede situationer, at der kommer en udefra, der kun og udelukkende kommer for at være der, sammen med vedkommende. Der er hele tiden små og også større ting at glæde sig over, og det er nemmere at få øje på, når man taler med den, der kommer udefra. Det bringer perspektiv og lys over hverdagen, man kan ryste på hovedet og grine lidt lettere. Man kan få luft for indestængt sorg. Man kan bare få lov til at være som man nu er, uden at skulle noget.

 Det har hele vejen igennem været mit privilegie at få lov at være testpiloten på dette projekt. Det mine samtaler med min veninde har lært mig, vil jeg tage med mig, hvor end jeg går. Det har bragt en anden klarhed over buddet: Du skal elske din næste som dig selv. Det har vist mig den væsentlige ting i alt dette, er at stille sig til rådighed, og rummelighed. Jeg er ikke et bedre menneske end nogen anden, jeg er ganske almindelig gennemsnitsdansker, men min venindes villighed til at dele ud af sig selv til mig, har indprentet i mig en ny dybde. Jeg SKAL elske min næste SOM mig selv. For uden går det ikke.

Kategorier Louises blog