Vågetjenester som en oplagt opgave for menighedsplejen.

Hvert år dør mange helt alene i deres eget hjem eller på plejehjem – i deres egen lejlighed. De ansatte forsøger at kigge ind så ofte som muligt, men har oftest ikke normering nok til at sidde og holde den døende i hånden.

Nogle vil helst dø alene – men det er mere undtagelsen, end reglen. I Samvirkende Menighedsplejer ønsker vi IKKE at nogen behøver at dø alene, med mindre man selv har valgt det!

Vores samfund er et af de rigeste i verden og vi går langt for at undgå, at nogen økonomisk set står hjælpeløse og uden tag over hovedet og mad og tøj til kroppen. Men vi har samtidigt indrettet os sådan, at vi ofte bor langt fra familie og venner og ikke nødvendigvis har noget at gøre med naboen.

Ensomhed er derfor blevet et udbredt fænomen. Er man i forvejen ensom, er der større risiko for, at du kommer til at tage afsked med verden alene. Dertil kommer, at vi bliver ældre og ældre og ser vores familie og bekendte dø og har til sidst måske ikke nogen pårørende i live, der kan sidde og våge, når man ligger på det yderste. Eller dem, der er tilbage er måske for afkræftede selv. Så behovet for frivillige vågekoner er kun stigende.